God stil og sankeskik

Lige som i resten af livet opfordrer vi til at du bruger din sunde fornuft, når du høster i byen.

Tænk på at andre også skal kunne få glæde af byens gratis råvarer og at planten gerne skal komme igen til næste år. Dvs. lad vær med at hive ting op med rod og knække grene, plyndre hele buskadset eller plukke alle hyldeblomsterne, så der ikke kommer nogen hyldebær.

Du må gerne sanke på offentlige områder. I Jyske Lov fra år 1241 står, at man må samle, hvad man kan have i en hat fra offentlige områder. Den lov gælder stadig. Og hvis du ikke går med hat, må du samle, hvad du kan have i en pose. Det er altid en god ide, at undersøge reglerne for det sted du sanker og hvis det er i privat skov eller strand, så husk at spørge grundejeren!

Ellers ønsker vi dig blot god høst!