Brændenælde Eller Stor Nælde – Sådan håndterer du den korrekt

Brændenælde eller stor nælde findes langs halvvilde områder og i udkanten af buskadser.
Er bedst fra marts til juni, men findes der nye blade, kan toppen af planten bruges.

Vær forsigtig når du har med brændenælder at gøre, da takkerne stikker. Mange kender nok fornemmelsen af at snitte en brændenælde og den svien der følger.

Det er dog ikke hele brændenælden som stikker. Du kan sagtens røre ved stilken eller midt på bladet uden at blive brændt. Hvis du er en af de ekstra friske, så kan du forsigtigt pakke et brændenældeblad forsigtigt sammen og spise det. Det kan dog ikke anbefales, hvis du ikke er helt sikker på hvad du laver.

Hvordan smager brændenælde?

Tilberedt smager den friskt og grønt som spinat men lidt mere aromatisk. Rå nælder har en mild agurkesmag. Brændenælder bevarer meget af deres struktur når de tilberedes, så der er mere “bid” i end eksempelvis spinat.

Vi anbefaler at du prøver dig frem med at finde retter, hvor du synes brændenældens smag passer ind. Typiske opskrifter som kan have gavn af stor nælle er følgende:

  • Brændenældesuppe eller som ekstra krydderi til andre supper
  • På Pizza
  • I grød
  • Som ekstra krydderi i frikadeller. Nælledeller.

Håndtering af brændenælde og brug

Husk handsker, lange ærmer og en saks, når du skal høste brændenælder.
Opbevares køligt og kan holde i 14 dage i køleskabet. Brændenælde er en af de vilde råvarer som kan bruges til rigtig mange ting.

Den er både er sund og smager godt. De spæde skud og blade bruges. Typisk de øverste 10 cm af planten.

Den kan bruges i de fleste retter, hvor man vil bruge spinat. I suppe, tærter eller frikadeller. Prøv evt. at bruge den i stærke retter som en god indisk curry.

De nye skud blancheres let og tilsmages med citron til fisk eller kan flødestuves ligesom spinat.
Dampede skud kan bruges i brød og tørrede kan bruges til te og nældesalt. Der kan også koges saft på hele planten.